Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Usikker fremtid: Sarri aner ikke om han fortsætter i Chelsea

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
13.05.2019 Kl. 08:22
Maurizio Sarri ved ikke, om han er købt eller solgt i Chelsea.

Maurizio Sarri måtte stå på mål for frygtelig meget kritik denne sæson,  og der var i perioder fyringsstemning på Stamford Bridge.

Det er der måske stadigvæk, for den italienske træner er endnu ikke sikker på, om han er at finde i klubben, når næste sæson fløjtes i gang.

– Jeg tror, jeg bliver, men jeg ved det ikke.  Jeg kan kun sige, at klubben bad mig om at skaffe Champions League-kvalifikation, og det mål er nået, sagde Sarri efter remissen med Leicester på sidste spilledag.

Med det ene point mod The Foxes endte The Blues på tredjepladsen i tabellen,  mens de endnu har chancen for at vinde Europa League mod Arsenal.  Derudover førte Sarri også klubben til League Cup-finalen, hvor det dog blev til nederlag til Manchester City.

Alt i alt ser det jo ganske acceptabelt ud, og Maurizio Sarri håber på at kunne fortsætte,  for han har i sin debutsæson i Premier League forelsket sig i engelsk fodbold.

– Som I godt ved, så elsker jeg engelsk fodbold. Jeg elsker Premier League;  det er fantastisk, og niveauet er det højeste i verden, synes jeg.  Atmosfæren på stadions er også vidunderlig, og jeg vil meget gerne blive her,  sagde Sarri.

 

Annonce