United ville kapre Liverpool-transfer: Fik brutalt svar fra agent
Manchester United forsøgte at hente Hugo Ekitike, inden franskmanden onsdag blev præsenteret i Liverpool.
Den franske angriber er skiftet til The Reds fra Eintracht Frankfurt for omtrent 679 millioner kroner.
Tilgangen af Ekitike markerer endnu et træk i en stor sommeroffensiv fra Liverpools side, hvor man i forvejen har hentet stjerner som Florian Wirtz, Milos Kerkez og Jeremie Frimpong.
United har også selv haft travlt på transferamrkedet, hvor man for nylig hentede Bryan Mbeumo fra Brentford seks uger efter, at Matheus Cunha skiftede til klubben fra Wolves.
Men De Røde Djævle forsøgte altså også at hente Ekitike til offensiven. The Athletic kunne onsdag fortælle, at United lurede på angriberens situation, og at man tog kontakt til Frankfurt med henblik på at tale med spillerens bagland.
De Røde Djævle kunne muligvis fornemme, at en transfer kunne komme på tale, da Ekitike selv har meldt ud, at han holdt med klubben som barn.
Men Ekitikes bagland gjorde det meget klart over for Manchester United: Ekitike ønskede kun et skifte til Liverpool.
Den brutale afvisning førte til, at United ikke afgav noget bud på franskmanden, der i stedet skal spille i Liverpool-trøjen i de næste mange sæsoner.
Det er imidlertid ikke kun Ekitike, der har afvist tilnærmelser fra United denne sommer. Det samme har Sporting-stjernen Viktor Gyökeres, der nærmer sig et skifte til Arsenal. Og nu hagler kritikken ned.
















