United-spiller glemte FCM-opgør: Jeg spillede FIFA
Det blev en historisk dag for FC Midtjylland, da de i går aftes besejrede Manchester United på MCH Arena med 2-1.
Memphis Depay bragte gæsterne i front i første halvleg, men kort efter udlignede Pione Sisto, og med et kvarter tilbage af kampen gjorde Paul Oneacho det til slutresultatet 2-1.
Den 21-årige Manchester United-spiller, Nick Powell, som i øjeblikket er udlejet til Hull, erkender nu, at han ikke så kampen, fordi han spillede FIFA. I et interview med PA Sport bliver han spurgt, om han så kampen, hvor han svarer:
– Nej, jeg glemte det fuldstændigt. Hvis jeg skal være helt ærlig, så spillede jeg FIFA, siger Nick Powell og tilføjer:
– Jeg kunne læse referatet af kampen i medierne, og det er svært. De er under pres, fordi manageren har sagt, at det vil være den bedste måde at kvalificere sig til Champions League på – at vinde Europa League.
– De er hårdt plaget af skade, hvor Rooney bl.a. er ude, og De Gea blev skadet inden kampen. Men der er ingen undskyldning. De skulle have vundet, og sådan er det, slutter Powell.