United-spiller: Det føltes som et 0-6-nederlag
Sammen med Marcos Rojo udgjorde Phil Jones det centrale forsvar for De Røde Djævle, da Arsenal gæstede Old Trafford i lørdags.
Med godt 20 minutter tilbage af den ordinære spilletid bragte Juan Mata hjemmeholdet i front, og det lignede derfor en hjemmesejr, men i det 88. minut steg Olivier Giroud til vejrs og udlignede til 1-1, som blev kampens resultat.
Phil Jones følte, at de havde helt styr på kampen, og derfor var det en mavepuster at skulle nøjes med ét point.
– Det føltes som om, at vi var blevet tæsket med 0-6. Vi dominerede fuldstændig kampen fra start til slut, siger Phil Jones ifølge Daily Mirror og fortsætter:
– Selvom de havde bolden, så følte jeg ikke, at de skabte noget farligt. Vi forsvarede godt og skabte chancer. De fik én chance og scorede.
– Der er ingen grund til panik. Vi har spillet godt og skaber chancer. Vi har bare brug for lidt held, og forhåbentlig kommer det snart. Nu skal vi hive op i os selv. Vi er tilfredse med præstationen, men ikke resultatet, slutter han.