United sikrer sig irsk forsvarstalent
Ifølge United.no har Manchester United sikret sig den 15-årige Jimmy Dunne fra irske Dundalk F.C.
Den 15-årige irske Jimmy Dunne har netop underskrevet en ungdomskontrakt med Manchester United. Dunne rykker efter sigende allerede til Manchester i denne uge og tiltræder klubbens akademi.
Jimmy Dunne har været en ombejlet herre, og flere større klubber har angiveligt forsøgt at få fingrene i det unge forsvarstalent, heriblandt Aston Villa og Chelsea. Den endelige beslutning faldt dog på Manchester United, og det glæder øjensynligt forsvarsspilleren.
– Flere klubber var interesseret, men fra det øjeblik, jeg blev ført ind ind på Carrington, vidste jeg, at United var det bedste valg for mig. Det er en enorm klub med en fantastisk historie, og de har støttet mig fra start til slut, udtaler den 15-årige Dunne til Irish Independent og tilføjer:
Jeg ved, at det vil blive en stor udfordring for mig, men samtidig vil jeg være omgivet af de bedste fodboldspillere og førsteklasses trænere. Det er det bedste for min egen udvikling, og jeg kan ikke vente med at komme i gang.
Jimmy Dunne fylder 16 år den 19. oktober og forventes – ifølge den irske avis – at underskrive en fireårig kontrakt med de forsvarende engelske mestre.