United og Wolfsburg delte i UEFA Youth League
Generalprøven til aftenens vitale Champions League-brag mellem Manchester United og Wolfsburg blev her til eftermiddag afviklet på Leigh Sports Village, hvor de to mandskabers U/19-hold tørnede sammen.
De Røde Djævle var sluppet fra Einhoven med en 3-0 sejr i første opgør, mens Wolfsburg hjemme havde smidt en to-måls føring mod CSKA Mosvka, som endte i et 4-2 nederlag, og derfor var der mest pres på gæsterne i eftermiddagens opgør.
Wolfsburg var da også dominerende fra start, men det var værterne, der først fik netmaskerne til at blafre. Omkring den halve time sendte keeper Dean Henderson den lynhurtige Marcus Rashford afsted, og han satte med sin fart to modspillere af, inden han blev nedlagt i feltet. Rashford eksekverede selv straffesparket, og bragte United på 1-0.
De tyske gæster var dog fortsat spilstyrende, og kort efter pausen kom belønningen, da unge Anton Donkor udlignede bag Henderson i United-buret.
Begge mandskaber havde chancen for at hente alle tre point, men det blev ved 1-1 på Leigh Sports Village, og dermed bringer United sig i spidsen af gruppen med fire point, mens Wolfsburg er næstsidst, noteret for et enkelt af slagsen.