United og Arsenal kæmper om stjernespiller i Bayern
Manchester United og Arsenal øjner muligheden for at lave en handel, der vil vække opsigt.
For til sommer har Leroy Sané kontraktudløb i Bayern München, og tyskerens fremtid er lige nu særdeles uvis.
Læs også: Gravesen giver Arsenal glasklar besked
Gennem flere sæsoner har han været en vigtig brik for den tyske storklub, men lige nu er han lidt ude på et sidespor.
En skade satte ham lidt tilbage i begyndelsen af sæsonen, men nu har han været klar i noget tid. Alligevel har Vincent Kompany ikke for alvor set hans vej.
Det kan blive en mulighed for Manchester United og Arsenal, som ifølge Bild er meget interesserede.
Det tyske medie rapporterer, at Manchester United allerede har forhørt sig på den 28-årige kantspiller. Gennem længere tid har Arsenal også været interesseret i ham for at tilføje mere bredde og kvalitet i offensiven.
Selv har Sané ikke travlt med at træffe en beslutning om fremtiden. Han afventer derfor et udspil fra Bayern München, inden han vil bestemme sig for, hvad der skal ske.
Han har tidligere spillet fire sæsoner hos Manchester City, hvor han gjorde en rigtig god figur i Premier League.
Siden sommeren 2020 har han været en del af Bayern München og vundet store trofæer.



















