United-krise: Fem stjerner udeladt fra førsteholdet
Manchester United befinder sig i en ekstremt vanskelig situation i disse dage.
Det sker efter, at Rúben Amorim blev fyret mandag formiddag.
Den portugisiske cheftræner forlader De Røde Djævle med en historisk ringe sejrsprocent, mens Darren Fletcher midlertidigt har overtaget styrepinden i klubben.
Skotten kommer dog med overvejende sandsynlighed til at blive erstattet, når kampene mod Burnley og Brighton er spillet. Ifølge de seneste meldinger fra den brede engelske presse, så kan den nye United-boss blive præsenteret allerede fredag.
I kulissen arbejder den stolte traditionsklub på at finde den fremtidige arvtager, hvor to trænerskikkelser skulle have givet deres verbale tilsagn til at blive den nye manager.
Amorim blev aldrig en succes i klubben fra den røde del af Manchester, hvor han kæmpede indædt for at få sin 3-4-2-1-formation til at fungere.
Til syvende og sidst blev projektet for langt i spyttet for United-ledelsen, der nu har ophævet med den tidligere Sporting-træner. Fyringen er desuden en økonomisk tung omgang, der sammen med andre trænerfyringer siden 2013 har akkumuleret sig til et tårnhøjt beløb.
Der var flere kontroverser med Amorim i United, hvor flere spillere undervejs blev adskilt fra den resterende del af førsteholdstruppen.
I juli blev medlemmerne af Uniteds såkaldte ‘Bomb Squad’ smidt ud af seniortruppen. Det meddeler The Mirror således.
Blev frosset ude i United
Kvintetten bestående af Marcus Rashford, Alejandro Garnacho, Jadon Sancho, Antony og Tyrell Malacia blev alle bedt om kun at møde til træning efter kl. 17, efter at Amorim og de andre seniorspillere havde forladt træningsanlægget Carrington.
Gruppen blev angiveligt også instrueret om at møde op på træningsanlægget, mens resten af gruppen var væk til en venskabskamp med Leeds før sæsonstart.
I dag er flere af spillerne over alle bjerge. Rashford er på udleje i FC Barcelona, hvor englænderen gerne vil skifte permanent hen. Det er dog langt fra sikkert, at det bliver tilfældet.
Antony blev udlejet til Real Betis med stor succes, hvorfor klubben fra Andalusien endte med at hente United-floppet permanent i sommer.
Garnacho er på plads i Chelsea, hvor det er blevet til en fornuftig mængde spilletid. Efter fyringen af Amorim gned argentineren desuden en masse salt i portugiserens åbne sår.
Jadon Sancho er udlejet til Aston Villa, hvor han jagter kontinuerlig spilletid, mens fremtiden på Old Trafford virker ganske usikker. Det samme er tilfældet for Malacia, der aldrig har slået til i den engelske storklub.
Én handel ændrer alt: Salah-salg holder stjerne fanget i Liverpool.



















