United-koryfæ: Palace bliver ikke nemt
En hjemmekamp mod Chelsea og to udekampe mod West Brom og Manchester City kastede blot sølle to point af sig for Manchester United, der har fået den dårligste sæsonstart siden fyringen af Ron Atkinson for mere end tyve år siden, men næste weekend får klubben en god chance for at revanchere sig, når upåagtede Crystal Palace kommer på besøg.
Klubkoryfæet Gary Neville føler sig dog ikke overbevist om, at tre point er uundgåelige Manchester United, og tvivler slet ikke på, at nedrykningstruede Palace kan true det sårede hjemmehold.
– Jeg tror de vil give United problemer, for deres forreste fire er hurtige, stærke, og de vil få masser af rum til at tage løbene i, forklarede han ifølge The Express.
– Sunderland søgte langt tilbage i banen, og havde mange mænd bag bolden, men Palace er et hold, der har brug for masser af plads. Indimellem fik de spillet sig fri, men den afgørende aflevering manglede, og de har behov for at finpudse tingene for at blive fantastiske, fortsatte han.
– De var en smule forkrampede på den sidste tredjedel af banen mod Sunderland, men hvis Warnock spiller med mere eller mindre de samme spillere vil de skabe problemer for United, for der kommer til at være masser af rum at løbe i, og United har stadig store defensive problemer, afsluttede Neville.
Neil Warnock startede med Wilfried Zaha, Yannick Bolasie, Fraizer Campbell og Marouane Chamakh som frontkvartetten mod Sunderland, men kan dog ikke spille førstnævnte i lørdagens kamp på Old Trafford, idet Zaha stadig er ejet af Manchester United.