Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

United har et 400 millioner kroner-problem med Alexis Sanchez

Af Emil Eire Frerk Olsen
15.07.2020 Kl. 11:02
Alexis Sanchez vender om en måned tilbage til Manchester United fra italienske Inter, hvor han siden januar har været udlejet.

Alexis Sanchez blev i januar 2018 hentet til Manchester United fra Arsenal som klubbens nye og svimlende dyre talismand. I samme ombæring endte man med at tildele chileneren en kontraktlængde på fire og et halvt år, hvilket har udviklet sig til det centrale problem med kantspilleren.

Tiden er nemlig for længst ovre, hvor overskrifterne handler om Sanchez' bidrag på banen eller mangel på samme – det har man simpelthen opgivet, og der er i øvrigt ikke længere brug for hans arbejdskraft.

Hvad der især heller ikke er brug for, er hans løncheck, der over de næste to sæsoner kommer til at suge 25 millioner pund til sig om året – altså i alt over 400 millioner kroner. Avisen Express erfarer i forlængelse heraf, at Sanchez allerede klart og tydeligt har afvist at gå ned i løn i kontraktperiodens resterende tid.

Der gisnes omkring, at chileneren fortsat gerne vil spille i Europa, mens at han skulle være glad i Inter og Italien, hvor han i første omgang også indledte sit europæiske eventyr hos Udinese. 

Problemet er bare, at Inter og træner Antonio Conte ikke er lige så glade for Sanchez som omvendt.

To mål og syv assists i 23 liga-kampe har simpelthen ikke været nok i forhold til, hvad han koster i løn – hvilket alligevel hober sig op på 150.000 pund om ugen for Inter, selvom de 'blot' står for 50 procent af hans samlede indtægt. Den anden halvdel står United nemlig stadig for.

Med det in mente kunne man argumentere for, om det så ikke gav mest mening, at hente ham tilbage til Old Trafford og så se, hvad han trods alt kan bidrage med, nu når chileneren alligevel trækker på løn-budgettet uden overhovedet at være i klubben.

Ulemperne ved denne tilgang er dog mange. For det første er klubben som forvandlet, siden Sanchez senest var der, hvorfor det simpelthen synes urealistisk og nærmest utænkeligt, at hans aura vil løfte omklædningsrummet et eneste niveau højere, end den vil skade den ellers netop såede positivisme i United. 

For det andet er har han knap nok niveau til at spille for førsteholdet, hvor det efterhånden vil være et decideret dumt valg at satse på ham set fra et langsigtet perspektiv.

For som Martial, Rashford og Greenwood brillierer lige nu, hvor unge og sultne Daniel James tilmed sidder på bænken, giver det ikke meget mening at satse på en aldrende løn-sluger – slet ikke med tanke på, at han kommer til at være klubbens absolut bedst betalte spiller.

Der er som det er nu ikke nogle rigtige svar eller åbenlyse løsninger i denne økonomiske kattepine, og klummen her er mere end noget andet en adressering af situationen, der snart udvikler sig til et aktuelt problem.

Jeg vil på stående fod mene, at man ville gøre sig klogest i at forsøge at få udlejet Sanchez til Italien eller andre interesserede i den resterende del af kontraktperioden og forsøge at få lejeren til at tage en størst mulig bid af lønningskagen. En lappeløsning i ordets reneste betydning.

 

 

Annonce