United-guldfugl: Disse tre legender er mine idoler
19-årige Angel Gomes har længe luret i kulissen som Manchester Uniteds næste store midtbanespiller, efter teenageren tilbage i 2017 debuterede i Premier League i en alder af blot 16 år.
Han har spillet i United siden han var barn, hvorfor det har ligget helt naturligt for ham at se op til flere af klub-legenderne i løbet af hans rejse til førsteholdet.
I et interview med M.E.N. afslører Gomes præcis, hvem han så op til som lille, og det er ikke alle de mest åbenlyse valg:
– Da jeg spillede som barn havde Nani en stor indflydelse på mig, indleder han.
– Jeg begyndte at gå til kampe, da jeg var omkring otte år gammel, og der havde han en rigtig god sæson sammen med Cristiano Ronaldo og Carlos Tevez. De var alle tre idoler for mig i min barndom.
Angel Gomes vil håbe på at kunne træde i sine forbilleders fodspor, men det kræver først og fremmest en forlængelse af hans kontrakt, som udløber i slutningen af juni.