Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

United-duo nedlagde Swansea

17.08.2013 Kl. 18:34
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Der var lagt op til et interessant opgør, da mestrene fra Manchester United gæstede Wales, Swansea og Liberty Stadium på åbningsdagen af Premier League denne aften. Robin Van Persie blev kampens helt store spiller med sine to mål.

Kampen startede jævnbyrdigt ud – ingen af holdene ville satse for meget, og det resulterede altså i en forholdsvis kedelig start uden de helt store chancer. Begge virkede tilfredse med 0-0 stillingen.

Kampen blev dog åbnet op i det 34. minut, da den rutinerede Ryan Giggs slog en lidt pudsig stikning afsted mod Swanseas mål. Angel Rangel glemte at holde offsidelinjen, også var Robin Van Persie pludselig alene med Michael Vorm. Hollænderen lavede en mindre tæmning med brystet, inden han nærmest saksesparkede United i front.

Føringen blev udbygget blot to minutter senere, da Danny Welbeck havde sidste fod på bolden. Antonio Valencia lagde et fladt indlæg fra højre, hvorefter Welbeck blot skulle sætte indersiden på bolden. ‘De Røde Djævle’ overtog kontrollen af kampen efter de to scoringer, mens Swansea blot ville til pause.

I pausen forsøgte Michael Laudrup med et modsvar, da Leon Britton og Wayne Routledge røg ud til fordel for nyindkøbet Wilfried Bony og spanieren Pablo Hernandez. Efter en times spil fik United også den ombejlede Wayne Rooney på banen. Fansene havde delte meninger om angriberen, nogle buede, andre klappede.

Ti minutter efter indskiftningen var Van Persie på pletten igen, da stjernen afdriblede Swansea-forsvaret, inden han sparkede bolden op i krogen med sin venstre fod. Swansea havde svært ved komme tilbage i kampen, men efter lidt klumpspil foran Uniteds felt havnede bolden hos Wilfried Bony, der fik scoret et indersidemål fra venstre side af feltet.

Efter reduceringen satsede det walisiske mandskab, og det gav plads i den anden ende. I overtiden blev Danny Welbeck stukket af Wayne Rooney, inden han elegant lobbede bolden over Swanseas hollandske målmand, Michael Vorm. Welbeck har nu scoret to mål i sæsonen, et mere end han scorede i hele sidste sæson.

Annonce