United dukkede Wolfsburg efter pausen
Manchester United var pisket til at få point med fra hjemmekampen mod Wolfsburg efter sidste rundes nederlag i Einhoven, men det startede mildest talt dårligt for De Røde Djævle.
Opgøret var nemlig ikke mere end fire minutter gammelt, da den lynhurtige kantspiller Caligiuri satte sig igennem på kanten, og efterfølgende blev spillet helt blank i værternes felt. Herfra svigtede tysk-italieneren ikke, og med en iskold afslutning passerede han en chanceløs De Gea, og gav hjemmeholdet den værst tænkelige start.
Scoringen fik dog gradvist vækket hjemmeholdet op til dåd, og United fik spillet sig frem til to store muligheder. Først sparkede Wayne Rooney langt over mål fra klods hold på et fornemt oplæg af Anthony Martial, inden Memphis Depay afbrændte en stor hovedstødschance, og pandede lige på keeper Benaglio.
United fik dog bragt balance i regnskabet før pausefløjtet. Med ti minutter igen sparkede Juan Mata et indlæg ind på hånden af netop Caligiuri, og dommerende takserede hændelsen til et straffespark. Det tog spanieren sig selv af, og med en kølig afslutning gjorde han det til 1-1, hvilket også var pausestillingen på Old Trafford.
Hjemmeholdet kom fint ud efter pausen, hvilket efter små ti minutters spil også gav pote, da Juan Mata med en fiks hælaflevering lobbede bolden ind over Wolfsburg-forsvaret, og fandt en fri Chris Smalling, der tacklede bolden ind bag Benaglio, og bragte værterne i front, til stor jubel for hjemmepublikummet.
Wolfsburg tog initiativet efter føringsmålet, og havde et par store chancer ved både Daniel Caligiuri og især Andre Schürrle, der dog ikke kunne få netmaskerne til at blafre. Gæsterme fortsatte dog med at teste United-målet, og fem minutter før tid krøllede Ricardo Rodriguez et frispark snert forbi stolpen.
Die Wölfe kom ikke tættere på i slutfasen, og dermed sikrede United sig tre uhyre vigtige point, og kom på tavlen i gruppe B, hvor alle hold er noteret for tre point efter to spillerunder.