Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

United-ansat kørt på australsk hospital efter overdosis

Af Steffan Axelsen
12.07.2019 Kl. 19:11
Et medlem af Manchester United-staben er fredag eftermiddag blevet kørt på hospitalet i Perth med en overdosis.

Det har sendt chokbølger gennem Manchester United, at en af deres ansatte fredag eftermiddag blev kørt på hospitalet i Perth med en overdosis.

Manchester United er i øjeblikket på træningstur i Australien, hvor holdet blandt andet skal spille mod Perth lørdag eftermiddag dansk tid.

Det australske medie The West Australian samt tv-kanalen 7NEWS bringer fredag både video og billeder af den ambulance, der bringer den ansatte på hospitalet.

Ifølge mediet er der tale om en mand i 50'erne, der senere fredag er meldt i stabil tilstand.

Det vides ikke, hvad baggrunden for overdosisen var, men ifølge mediet kan det skyldes en overmedicinering af receptpligtig medicin – og ikke indtagelse af euforiserende stoffer.

Intet er dog bekræftet endnu, men Manchester United-talskvinden og chef for fodboldkommunikation, Karen Shotbolt, har reageret på nyheden fra de australske medier.

– Et medlem af vores stab blev syg i løbet af natten (til fredag, red.) og blev sendt på hospitalet af vores klublæge for yderligere behandling.

– Vi anmoder om, at den lægelig fortrolighed respekteres, tilføjer hun.

Ambulancen med den ansatte ankom til hospitalen uden udrykning.

Den ansattes ansigt var tildækket, mens han blev fragtet på en rullende bårer foran medieopbuddet.

Annonce