United-angriberlegende: Lukaku fortjener 100 PL-mål
Romelu Lukaku har været genstand for kritik i denne sæson, efter gassen er gået lidt af ballonen. Han startede ellers som lyn og torden, men har i Premier League-regi scoret 14 mål.
Nu kommer en tidligere Manchester United-angriber ham dog til undsætning, da Andy Cole mener at han gør det fortrinligt i United, og at han fortjener de 100 Premier League-mål, som han blot er ét mål fra at have nået.
Det siger han til Goal.com.
– Han har ikke fået meget hvile. Han har spillet nærmest alle kampe. Han har gjort det rigtig godt. Han kom med et stort prisskilt, men han har været god. Det har ikke været nemt for ham med så meget ansvar, da Zlatan Ibrahimovic har været skadet, og Marcus Rashford har været ind og ud af holdet, siger Cole.
Cole mener dog han skal forbedre sig i de store kampe, hvor han ikke har scoret nok.
– Han fik et mål mod Chelsea, men det er noget han kommer til at høre for (at han ikke har scoret nok i de store kampe, red.).