United afviser karambolage
Rygte om karambolage mellem David Moyes og Ryan Giggs er blevet skudt ned af klubben.
Ryan Giggs var ikke med i truppen, da Manchester United mødte Liverpool i weekenden. Om det var det, der angiveligt skulle have startet et sammenstød mellem Giggs og Moyes, vides ikke, men historien var, at den 40-årige veteran og United-manageren skulle have været i karambolage efter 3-0-nederlaget til Liverpool.
Det afvises dog nu.
– Historien om, at der skulle være problemer i mellem Ryan og manageren er fuldstændig falsk, lyder det fra en talsmand ifølge The Sun.
– Ryan er rasende over spekulationerne om, at han skulle have haft et skænderi med manageren, lyder det videre.
Ryan Giggs blev i sommer ansat i David Moyes’ trænerstab, men waliseren fungerer stadig som spiller.