- Undgår helst Lukaku til træning
Phil Jagielka roser den belgiske angriber og prøver så vidt at undgå ham til træningen.
Jose Mourinho sendte Romelu Lukaku til Everton på et lejeophold, hvilket han måske fortryder nu. Mens Chelsea-angriberen har svært ved at finde vejen til målet, bomber den 20-årige angriber i sin nye klub. Tre mål og en enkelt assist er det blevet til i sine første tre kampe.
Modstanderne slår sig på den store angriber, og Phil Jagielka indrømmer også, at han helst undgår at stå overfor ham til træning.
– Han er lidt af en håndfuld. Han har alle egenskaberne og elsker at spille fodbold. Tilsammen giver det os forsvarsspillere noget at se til, når vi træner, siger han til Mirror:
– Han fik ikke rigtig chancen i Chelsea, og det har gjort ham mere sulten. Han er en fantastisk tilføjelse og har taget os op til det næste niveau. Hvis han kan fortsætte formen, så bliver han fantastisk for os.