Uha: Liverpool må undvære fire af klubbens farligste spillere
Liverpool må i den kommende periode undvære fire af de spillere, der indtil videre i denne sæson har skabt flest chancer for klubben pr. 90. minut.
Således råder man ikke over hverken Trent Alexander-Arnold, Andy Robertson, Mohamed Salah eller Dominik Szoboszlai.
Tirsdag fortæller klubbens assistentmanager, Pep Lijnders, nemlig, at Alexander-Arnold er ude i et par uger.
Ifølge Michael Reid, der er fodbolddata-redaktør på statistiksiden Opta, er det Liverpools mest chanceskabende spillere pr. 90. minut.
Szoboszlai var ikke med i søndagens FA Cup-sejr over Arsenal, da han pådrog sig en skade mod Newcastle nytårsdag.
Jürgen Klopp har fortalt, at den ungarske midtbanestjerne nok også misser onsdagens Carabao Cup-opgør mod Fulham.
For nylig har Szoboszlai brudt tavsheden angående sin skade.
– Jeg har det bedre. Årets første kamp gik ikke efter planen for mig, men det vil ikke tage lang tid, og jeg kommer tilbage, siger Szoboszlai i et interview med M4 Sport.
Mohamed Salah er rejst væk til Africa Cup of Nations, hvor han skal repræsentere Egypten i turneringen, der finder sted i Elfenbenskysten og løber fra 13. januar til 11. februar. Det er dog ikke sikkert, Egypten når hele vejen til finalen, og dermed kan han muligvis være tilbage i Liverpool før tid.
Andy Robertson har ikke spillet siden en operation i skulderen i oktober. Jürgen Klopp har tidligere meldt, at den skotske back muligvis er tilbage i slutningen af januar eller i det tidlige februar.
Slutteligt er der som bekendt Alexander-Arnold, der, ifølge assistenttræner Pep Lijnders, misser de kommende par uger.
Læs flere nyheder om Liverpool her.