Ugens leder: Loyalitet? Et fremmedord for Sterling

Fodbold er hjerte og sjæl, på godt og ondt. Alle gode ting har en ende.

Raheem Sterling har for sidste gang hørt You’ll Never Walk Alone som Liverpool-spiller, han har for sidste gang scoret foran The Kop som Liverpool-spiller og han har for sidste gang gennemført en træning under Brendan Rodgers – Manden, der troede på ham og gav ham nøglen til sin stjernestatus ved debuten en forårsdag i 2012.

Raheem Sterling forlader, efter mere end fem år i klubben, Liverpool FC til fordel for Manchester City FC.

Forargelsen vil ingen ende tage i Fodboldengland. Raheem Sterling, der viser Liverpool så lidt loyalitet som muligt og vælger at tvinge sig selv ud af klubben, der gav ham alt. ''Det er jo vanvid!'' Men er det så overraskende? Er det forargende? Slet ikke!

Dagene, hvor man tager til takke med dårligere resultater og en lavere løn for at spille i en klub, der engang vandt utroligt meget og som gav en chancen, er forbi. Det er naivt at tro andet. Loyalitet findes måske, men aldrig på bekostning af den personlige succes.

Det er muligt, at Sterling synes, at der er nogle flinke fyre på Melwood, men det lå i kortene, at en bindegal (tilsyneladende) agent og en sæson i modgang, var alt der skulle til for at lokke Sterlings tanker væk fra Anfield Road.

Husk på, at han efter syv år i Queens Park Rangers, klubben, der tog sig af ham og lærte ham alt om den lille runde, tog det første tog op til Liverpools Lime Street Station, da Rafael Benitez ringede i 2010. Han tænkte sig ikke om to gange.

En spiller, der kæmper sig igennem det moderne talentsystem har øje for sig selv, sine egne interesser, ikke for en klub eller dens fans. Så uromantisk og så sandt kan det til tider være..

Det man skal huske – og sommetider kan glemme er, at når vi andre slukker for fjernsynet eller lukker browseren ned for at vende tilbage til den virkelige verden, så er Raheem Sterling stadigvæk Raheem Sterling.

Når vi børster tænder og går i seng, så modtager han stadigvæk roser for den scoring, vi allesammen så igen og igen aftenen før. Når vi en kold aften i december er til fødselsdag hos en gammel ven, så modtager han statuetten som Europas mest lovende unge spiller. Når vi lever i en verden uden Premier League, så er spillerne stadigvæk i centrum over alt hvor de kommer. En konstant strøm af bekræftende ord. 

Fodboldfans – og spillere lever måske i det samme univers, men det meste af tiden på to forskellige planeter.

Det er en kamp for os fans af spillet at forstå spillerne. Sommetider gør vi det aldrig, men vi må alligevel forsøge, hvis livet og kærligheden til spillet skal give mening weekend efter weekend…

Imens mange fans måske ser Daniel Sturridge som en god angriber, højt i hierakiet, der var inde i en skadesperiode og snart ville komme tilbage i topform, så er det anderledes for Sterling. Raheem Sterling ser en holdkammerat, der tjener det femdobbelte af hvad han selv gør og til gengæld spenderer tiden på at smide feriebilleder ud på Instagram. Det er meget firkantet sat op, men når en agent, der lever af at forhandle og overbevise, fortæller en 20-årig knægt de her ting, så går det kun én vej.

Agenten Aidy Ward har uden tvivl haft en selvforstærkende effekt på Raheem Sterlings stræbende og illoyale natur.

Sterlings virkelighed er ikke Liverpool-fansenes virkelighed. ‘’We all dream of a team of Carraghers’’ er en populær linje på The Kop, men det er jo netop pointen – der findes ikke et hold af Carraghers. Der findes ikke et hold af ''Gerrards''. Måske findes er ikke engang en eneste af disse klubfolk i Liverpool (og i de fleste andre klubber) længere. Det er en uddøende race, der er erstattet af 22 spillere med 22 forskellige interesser – deres egne.

Loyalitet er ikke et ord, de unge lærer på akademierne længere. Albuerne er mere spidse end nogensinde før og når de slår op på side et i agenternes håndbøger, så bliver de mødt med ét bogstav, ''£''!

Hvad tænker unge Raheem Sterling så nu? Med et prisskilt på £49 millioner, bliver han den dyreste englænder nogensinde og den 13. dyreste fodboldspiller i verdenshistorien. Svaret skal findes på Sterlings Twitter-profil, hvor han efter at have vundet prisen som Europas bedste unge spiller, bedyrede præcis, hvad han tænker lige nu..

‘’Gå modigt igennem de døre, som Gud åbner for dig. Mist ikke modet, når han lukker en.’’

Portene til Anfield er lukket bag den unge spiller for altid. Men i Sterlings virkelighed, er han nu trådt ind i midtercirklen på Etihad Stadium og han ser sig aldrig tilbage igen..

Mikkel Lund Køhler

Chefredaktør