Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Uforlignelige i 2022: Liverpool har gjort som ingen andre

Af Emil Plovgaard
17.05.2022 Kl. 20:55
Liverpool sætter sig på en uovertruffen statistik i indeværende kalenderår.

Liverpool vendte tirsdag aften et faretruende nederlag til en vital sejr på den engelske sydkyst, da man gæstede Southampton.

Nathan Redmond bragte værterne fra Southampton foran med 1-0 efter et lille kvarters spil, men først udlignede Takumi Minamino og siden gjorde Joel Matip det til slutresultatet: 2-1.

Dermed holder The Reds liv i drømmen om et mesterskab anno 2022, for Jürgen Klopps mandskab er blot et enkelt point efter Manchester City inden sidste spilledag.

Med sejren er Liverpool også ubesejret i de foreløbige 18 Premier League-kampe i 2022. Det er der ingen andre klubber, der kan bryste sig af.

Det skriver statistiksiden Opta.

I indeværende kalenderår er det nemlig blevet til 15 sejre og tre uafgjorte.

Hvis The Reds skal gentage Premier League-triumfen fra 2020, så kræver det en sejr på hjemmebane mod Wolves på søndag.

Desuden skal Manchester City også sætte point til. Pep Guardiola spiller ligeledes på hjemmebane, men naturligvis ikke mod samme modstander. De møder Aston Villa, der har den tidligere Liverpool-spiller Steven Gerrard i spidsen.

Annonce