Udskældt West Ham-angriber jagtes af Betis
West Ham Uniteds udskældte angriber, Modibo Maiga, er i Real Betis’ søgelys. Det skriver The Sun.
I sidste uge afslørede 26-årige Modibo Maiga, at han i sommers var ganske tæt på at skifte den engelske Premier League ud med den franske Ligue 1. Heldigvis fandt den malisiske landsholdsangriber spilleglæden igen i London, men nu kan han alligevel være på vej væk.
I hvert fald forlyder det, at Real Betis skulle holde et vågent øje med den afrikanske frontløber, som ikke just har haft udpræget succes i West Ham-trøjen.
Som udgangspunkt er der dog kun tale om en lejeaftale, og for at handlen skal kunne gennemføres, forudsætter det, at West Ham får forhandlet en lejeaftale på plads med Monacos nyindkøbte Lacina Traore, som de angiveligt skulle være tæt på.