Tyvstjæler fra Tottenham: United har aftale på plads med Ndombele
Tottenham har længe ligget lunt i svinget til at hente Tanguy Ndombele, som forleden var citeret for at sige, at han anså Spurs som en stor klub, som alle spillere drømte om at spille for.
Men hvis Daniel Levy og Mauricio Pochettino håbede på, at de kunne få frit slag på den franske midtbanespiller, kan de godt tro om igen. Ifølge Soccerlink France har Ndombele massevis af bejlere, og han skulle angiveligt allerede have forhandlet personlige vilkår på plads med Premier League-rivalerne fra Manchester United.
Tottenham har angiveligt budt €60 millioner på Lyon-spilleren, men Ole Gunnar Solskjær og De Røde Djævle skulle have matchet buddet. Det er dog ikke ensbetydende med, at en aftale skulle være nær, selvom Ndombele og Manchester United er blevet enige om en kontrakt.
Lyon forlanger op mod €90 millioner for deres unge midtbanehåb, så der er stadig et stykke vej. Derudover kan en række andre europæiske storklubber også ende med at spolere skiftet til Premier League.
Real Madrid har angiveligt også Ndombele på ønskesedlen, mens Juventus og Paris Saint-Germain holder et vågent øje med situationen.