TYSKLAND ER UDE AF VM - Sverige bankede Mexico
Alle fire hold havde mulighed for at gå videre, da VM's Gruppe F i dag skulle afgøres. I det ene opgør tørnede Mexico og Sverige sammen, mens Sydkorea mødte Tyskland i det andet.
Mexico og Tyskland var på forhånd udråbt som favoritter i de to kampe, men de to lande havde mere end svært ved at leve op til den rolle.
Især Mexico havde store problemer mod et velspillende svensk mandskab, der i flere omgange var tæt på at bringe sig i front i 1. halvleg. Bolden ville dog ikke ind, og stillingen var derfor 0-0 ved pausen.
I 2. halvleg fortsatte svenskerne, hvor de slap, og efter få minutter kunne jublen endelig bryde løs, da den tidligere FCK'er Ludwig Augustinsson modtog bolden bagerst i feltet og bankede Sverige i front.
De velspillende svenskere var dog slet ikke færdige med at imponere. Små ti minutter senere fik de tilkendt et straffespark, som Andreas Granqvist sikkert omsatte til mål.
Med 2-0 på måltavlen havde Sverige kurs mod 1/8-delsfinalerne, men det skulle vise sig at blive meget bedre for vore svenske naboer. Med et kvarter tilbage af opgøret var Mexicos Edson Alvarez uheldig at sende kuglen i eget net til slutresultatet 3-0.
Det store nederlag betød, at Mexico kunne ryge ud af VM, hvis bare Tyskland vandt deres kamp mod Sydkorea.
På forhånd var sydkoreanerne ikke levnet mange chancer, og det var da også Tyskland, der var mest på bolden i opgøret. De forsvarende verdensmestre havde dog mere end svært ved at tilspille sig muligheder i 1. halvleg.
Problemerne fortsatte i anden halvdel af opgøret, og frustrationerne begyndte at melde sig hos de sejrsvante tyskere, der var tvunget til at satse.
Det gav plads til Sydkorea, der flere gange burde have bragt sig i front, men den sidste skarphed manglede hos de undertippede asiater. Det samme var dog tilfældet for tyskerne, og i slutningen af opgøret gik det helt galt for Die Mannschaft.
Først scorede Young-Gwon Kim til 1-0, hvorefter Tottenhams Heung-min Son lukkede og slukkede, da han scorede i det tomme mål efter en stor fejl fra Manuel Neuer.
Med nederlaget slutter Tyskland på sidstepladsen og er ude af VM, mens Mexico og Sverige går videre.