Tyske medier: Liverpool går efter Schalke-stortalent til januar
Liverpool er trods et travlt transfervindue i sommers formentlig ikke færdige med at indkøbe spillere. For Merseyside-klubben har skuffet i Premier League, så Brendan Rodgers har føleren ude efter flere nye ansigter.
Flere unavngivne, tyske medier erfarer således, at Rodgers skulle have udset sig det 19-årige stortalent fra Schalke 04, Leroy Sané, der dog underskrev en ny, lang kontrakt med Gelsenkirchen-klubben for få uger siden.
Den tyske traditionsklub afviste et bud på omkring £12 millioner for Sané henover sommeren, men det forventes, at der vil komme flere bud på ham til januar, hvor specielt Merseyside-klubberne Liverpool og Everton står som bejlere.
Den unge, offensive midtbanespiller har leveret toppræstationer for Bundesliga-klubben i indeværende sæson, og er blandt andet blevet noteret for tre målscoringer i de seneste tre kampe i træk.