Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tysk storhold afviser: Vi vil ikke være en del af Super League

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
19.04.2021 Kl. 09:15
Hasn-Joachim Watzke fra Dortmund har mandag morgen meldt ud, at det tyske storhold ønsker at forblive i UEFA-turneringer frem for Super League.

Dortmund kommer ikke til at være en del af den nyformede Super League, og skal man tro klubbens direktør Hans-Joachim Watzke, gælder det også for Bayern München. Det fortæller Watzke i en udmelding til Dortmunds hjemmeside.

Både Bayern München og Dortmund skulle være blevet inviteret til at være blandt de 15 stiftende klubber af Super League, men tyskerne har ifølge Watzke afvist. I stedet ønsker de at fortsætte i UEFAs turneringer og i et reformeret Champions League.

UEFA holder denne mandag møde om netop Champions League, og før søndagens nyheder om Super League var det ventet, at en ny Champions League-struktur ville blive vedtaget i dag. Spørgsmålet er, om UEFA fortsætter med de planer, selvom 12 klubber nu er ved at forme en helt ny konkurrerende turnering.

Paris Saint-Germain skulle angiveligt også være blevet inviteret til at være del af Super League, men ifølge Mohamed Bouhafsi fra RMC har den franske storklub som udgangspunkt takket nej til muligheden.

 

Annonce