Tyrkisk storklub meldes interesseret i Huddersfield-dansker
3420 minutter.
Det er fuld tid i alle Premier League-kampe, og det opnåede Mathias ”Zanka” Jørgensen i sin første sæson hos Huddersfield efter sidste sommers skifte fra FC København.
Generelt leverede den danske landsholdsspiller en solid indsats for Huddersfield, og det er tilsyneladende blevet bemærket uden for Englands grænser.
Ifølge det tyrkiske medie, Fotomac, er Fenerbahce interesseret i Mathias ”Zanka” Jørgensen, og klubbens sportsdirektør Damien Comolli – der har en fortid i Liverpool – vil angiveligt være til stede i Rusland og være klar til at overvære Danmarks kampe, hvis forsvarsspilleren kommer i aktion under VM-slutrunden.
Mathias ”Zanka” Jørgensen er dog ikke den eneste spiller, som den tyrkiske storklub er interesseret i. Ifølge mediet har Fenerbahce også et kig på både colombianske Yerri Mina og mexicanske Hugo Ayala, der også begge er VM-aktuelle.
Fenerbahce, der tidligere har haft danske Simon Kjær i truppen, vil efter sigende på jagt efter en midterforsvarer, da klubben er opsat på at skille sig af med Martin Skrtel i løbet af sommerens transfervindue.
Mathias ”Zanka” Jørgensen har kontrakt i Huddersfield frem til sommeren 2020.