Tvunget til at sælge: FFP-problemer førte til tre uønskede transfers
Everton-manager Sean Dyche fortæller, at klubben fra Goodison Park i sommer skilte sig af med tre spillere, man ikke ønskede at sælge.
Alt sammen for at undgå problemer med Financial Fair Play.
Det har dog indtil videre vist sig at være noget omsonst, idet Everton for anden gang i denne sæson er blevet sigtet af Premier League på grund af rod i økonomien.
I første ombæring førte det til en pointstraf på 10 point, mens der endnu ikke er taget stilling til, hvad sanktionen i anden omgang skal være.
Mandag bekræftede Premier League, at både Everton og Nottingham Forest havde overtrådt de såkaldte fortjeneste- og bæredygtighedsregler i ligaen.
Everrton har appelleret sin oprindelige straf på 10 point. Det skete for to måneder siden.
På et pressemøde forud for omkampen mod Crystal Palace i FA Cuppens tredje runde, blev klubbens manager, Sean Dyche, spurgt, om han var bekymret for en ny poinstraf.
– På grund af den oprindelige situation, tror jeg alle sammen, at vi undrer os.
– Jeg ved ikke, hvad udfaldet vil blive. En appel er den første ting. Vores fokus ligger på appellen fra den sidste del, og så må vi se, hvor det fører os hen. Det er nok alt, vi kan gøre.
Dyche og Everton er placeret på en 17.-plads i Premier League et enkelt point over Luton, der ligger under nedrykningsstregen.
Han har stået i spidsen for The Toffees siden januar 2023.
– Jeg nærmer mig et år her, og i min periode og helt bestemt ud fra statistikker og fakta, så mener jeg, vi er iblandt de tre eller fire nederste, når det kommer til nettoforbrug, så vi er begyndt på at gøre tingene korrekt.
– Siden jeg ankom hertil, har vi skilt os af med spillere med kontraktudløb, heriblandt nogen vi gerne ville have beholdt. Vi har arbejdet hårdt for at sænke alting. Vi solgte tre unge spillere i perioden, som vi var sikre på ville give os penge, men som vi ikke ville af med. Det nye stadion taler for sig selv og den effekt, det vil have for byen, siger Dyche.
I løbet af de seneste sæsoner har Everton solgt flere af klubbens stjerner. Richarlison er skiftet til Tottenham, Anthony Gordon til Newcastle, Moise Kean til Juventus og senest Alex Iwobi til Fulham.