TV-station beklager stor brøler om Diogo Jota
I forbindelse med den tragiske nyhed om, at Diogo Jota og André Silva døde i en trafikulykke kom en hollandsk tv-station med forkerte oplysninger.
Det var det hollandske medie RTL Boulevard, som ligesom alle mulige andre medier dækkede den fatale trafikulykke.
Tv-stationen havde dog ikke fået styr på alle oplysninger og bragte blandt andet et billede af den forkerte André Silva.
Det var ikke et billede af Diogo Jotas bror, som tv-stationen sendte på skærmen. Det var derimod et billede af den portugisiske angriber André Silva, som spiller i RB Leipzig.
Derudover oplyste RTL Boulevard også, at Diogo Jota spillede sammen med hollandske Nathan Aké i den engelske storklub Manchester City. De to har dog aldrig spillet sammen i løbet af deres karriere.
Nu har mediet så beklaget de fejlagtige oplysninger om Diogo Jota og André Silva.
– Desværre opstod der en fejl under RTL Boulevard-udsendelsen torsdag den 3. juli i forbindelse med indslaget om Liverpool-angriberen Diogo Jotas død.
– Ved en fejl var det viste billede ikke af Diogo Jotas bror, men af en anden fodboldspiller med samme navn, André Silva.
– Derudover blev der utilsigtet byttet rundt på to klubber i samtalen i studiet: Liverpool og Manchester City. Dette skabte forvirring, og vi anerkender, det var en fejl, skriver mediet.
Diogo Jotas fysioterapeut har desuden delt detaljer om portugiserens sidste timer.


















