TV 2-redaktør forundret: Nicklas Bendtner med nyt job
Den tidligere Premier League-spiller Nicklas Bendtner dukkede lørdag op på skærmen i et nyt job i fodboldens verden.
I snart to år har han været fodboldekspert hos TV 2, hvor han har dækket det danske herrelandshold.
Derfor var der måske også nogen, der lige spærrede øjnene op, da Nicklas Bendtner dukkede op på skærmen hos Amazon Prime lørdag eftermiddag.
Da streamingtjenesten lavede optakt til Merseyside-derbyet mellem Liverpool og Everton var det med Nicklas Bendtner som ekspert sammen med Martin Jørgensen.
Måske var der nogen, der havde fået et nys om, at det ville ske, for Relations People havde udsendt en pressemeddelelse om det.
Carsten Werge undrer sig
Behovet for at gøre opmærksom på den tidligere Arsenal-spillers nye job er også noget, der har forundret Carsten Werge, som er fodboldredaktør på TV 2.
– Nicklas spurgte for et stykke tid siden, om det var ok, at han lavede én Premier League-opgave for dem. Det var det selvfølgelig.
– At Prime så vælger at smide en pressemeddelelse ud på et så spinkelt aftalegrundlag, er i min optik unfair overfor Bendtner. Det tangerer misbrug af et godt navn, siger Carsten Werge til Ekstra Bladet.
Det var altså blot den ene gang, at Nicklas Bendtner er tiltænkt en rolle hos Amazon Prime.
Han fortsætter samtidig som fodboldekspert hos TV 2, der også har rettighederne til VM-slutrunden næste sommer, som han formentlig skal være med til at dække.


















