Tuanzebe: Disse to medspillere har hjulpet mig
Det er ikke altid, at de helt unge talenter får chancen på topklubbernes førstehold i Premier League, men den purunge defensivspiller Alex Tuanzebe har ikke desto mindre fået en del chancer i Manchester United den seneste tid.
Den chance har han for det meste forvaltet godt, og den gode overgang til seniorfodbold vil han især takke to helt bestemte personer for, som selv er unge spillere, men dog har været med i gamet længere tid.
– Manageren har selvfølgelig vist mig tillid ved at give mig chancen, og så har Marcus Rashford og Jesse Lingard også hjulpet mig enormt meget og taget mig under deres vinger.
– Jeg er stadig i den indledende fase af min karriere, men det har været rigtig godt indtil videre, og jeg kan forhåbentlig tage det med videre til næste sæson, har Alex Tuanzebe fortalt til MUTV.
Den congolesisk-fødte englænder kan senere få muligheden for at vise sit talent igen, når Manchester United hjemme tager imod Crystal Palace.