- Troede Costa ville dræbe Azpilicueta
Den 23-årige angriber Patrick Bamford kom i 2012 til Chelsea efter at have brugt sine ungdomsår hos Nottingham Forest. Han fik dog aldrig rigtigt chancen i London-klubben, og i det netop overståede transfervindue skiftede han permanent væk, og valget faldt på Middlesbrough, hvor han har fået en kontrakt på fire og et halvt år.
Han har dog trænet med Chelseas førstehold i lang tid, og han har i et interview med Daily Mail fortalt om en bestemt træningsepisode.
– Jeg tilbragte en hel pre-season med Costa, og selvom han var en af de sjoveste i truppen, så træner han altid med temperament og kant.
– Engang blev bolden spillet op til ham, men kort efter lavede Cesar Azpilicueta en tunnel på ham. Costa vendte sig om og kiggede på ham med et blik, der signalerede mord. Jeg var helt i chok!
– Men jeg glemmer heller aldrig nogle af de ting, han kan gøre med bolden. Han er en virkelig god spiller.