Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Trods vedvarende rygter: Benitez afviser bud på MLS-stjerne

Af Kalle Thue Gregersen
07.12.2018 Kl. 21:20
Rafa Benitez afviser historien om, at Newcastle har smidt et bud afsted til Atlanta United, hvor Miguel Almiron er blevet rygtet til det nordengelske.

Newcastle har haft svært ved at få gang i offensiven i denne sæson, da det kun er blevet til 12 mål i 15 kampe i denne sæson, og det er altså angiveligt noget, som Rafa Benitez har tænkt sig at gøre noget ved til januar – hvis altså han får lov. 

Newcastle-ejeren, Mike Ashley, har nemlig bekræftet, at han kan være på vej til at sælge klubben. Det kan betyde, at Benitez får mere frihed på transfermarkedet, men i første omgang afviser spanieren altså, at de har smidt et bud efter Miguel Almiron. 

– Jeg taler normalt ikke om andre spillere, men jeg har hørt nogen sige, at vi har lagt et bud (på Almiron, red.), og vi har sagt 'Nej, vi har ikke budt på ham', sagde Benitez til journalister på dagens pressemøde ifølge goal.com.

– Vi taler ikke om andre spillere. Hvis vi byder, vil de vide det, vi vil vide det, men pressen vil nødvendigvis ikke vide det. 

– I øjeblikket er der ikke noget nyt, og vi vil gøre vores bedste med vores nuværende spillere i næste kamp. 

24-årige Almiron har gang i en flot sæson i MLS. Paraguayaneren har scoret 13 gange og lagt op til lige så mange i 37 kampe. 

Annonce