Trods ten Hag-ønske: United-direktør stoppede mulig transfer
I slutningen af sommerens transfervindue gik der mange rygter om Barcelona-backen, Sergino Dest.
Den amerikanske back blev bl.a. rygtet til Manchester United, men endte til sidste med et skifte til AC Milan.
Nu kan The Athletic berette, at det var Manchester Uniteds direktør, John Murtough, der blokerede en potentiel transfer.
Erik ten Hag ville gerne have den tidligere Ajax-spiller til Old Trafford, og ifølge mediet var Barcelona også meget opsatte på at sende Sergino Dest til De Røde Djævle.
Men Manchester Uniteds direktør, John Murtough, ville i stedet have Aaron Wan-Bissaka i truppen, og derfor skete der ikke yderligere udvikling.
Erik ten Hag ville angiveligt ikke have nogen problemer med, at Aaron Wan-Bissaka forlod klubben, hvis det betød, at Sergino Dest ankom.
Efter sæsonens første kampe er det Diogo Dalot, der er Erik ten Hags foretrukne på højrebackpositionen.
Indtil videre har Aaron Wan-Bissaka blot fået fire minutters spilletid, da han blev indskiftet i slutningen af kampen mod Liverpool.