Trods spytteskandale: Neville håber, at Sky Sports beholder Carragher
Jamie Carragher dummede sig gevaldigt, da han i weekenden valgte at spytte efter en far og datter, mens han sad i sin bil på vej hjem fra Old Trafford, hvor Carraghers tidligere klub, Liverpool, netop havde tabt til ærkerivalerne fra Manchester United.
Episoden har efterfølgende fået den danske TV-kanal TV3 til at skrotte Carragher som ekspert til midtugens Champions League-opgør mellem Manchester United og Sevilla, mens Sky Sports også har givet englænderen to ugers "ferie".
Hos Sky Sports har han i mange år arbejdet tæt sammen med Gary Neville, og den tidligere United-spiller håber ikke, at Sky vælger at stikke Carragher en fyreseddel:
– Jeg har lige overværet Carragher sige undskyld. Intet kan undskylde hans opførsel. Han er meget passioneret omkring fodbold, og han skulle ikke have reageret, som han gjorde. Jeg har arbejdet sammen med ham i tre år på TV, og i min optik bør denne ene situation ikke sætte en stopper for vores videre samarbejde, skriver Neville på Twitter.
Carraghers ufrivillige "ferie" betyder, at han ikke bliver en del af mandagens ekspertpanel i Monday Night Football, som skal diskutere rundens kampe på Sky Sports.