Trods nedrivning: Old Trafford kan være midlertidig hjemmebane
Mandag aften berettede Daily Telegraph, at ejerne og ledelsen i Manchester United overvejer at rive Old Trafford ned for at bygge et nyt topmoderne stadion.
I går forlød det, at klubben i så fald var nødt til at finde et andet stadion at spille hjemmebanekampene på, mens genopbygningen var i gang, men nu er der en ny melding.
Selvsamme avis skriver nu, at Manchester United meget vel kan fortsætte med at spille på Old Trafford, mens et nyt stadion bliver bygget lige ved siden af. En nedrivning af Old Trafford vil i så fald først ske, når et nyt stadion står klar.
Manchester United ejer en stor del af det land, som Old Trafford er bygget på og mere til, og det giver altså en mulighed for at bygge ved siden af.
Old Trafford har været klubbens hjemmebane siden 1910, men nu vil klubben investere stort for at holde trit med ligakonkurrenterne, som i de seneste år har investeret milliarder af kroner i stadionudvidelser og forbedringer.
Nedrivningen af Old Trafford er angiveligt et af flere forslag, som klubben nu overvejer.
Der er dog ingen tidsramme for, hvor lang tid det vil tage at bygge et nyt stadion, som potentielt skal erstatte Old Trafford.