Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Trods karantæne: City kommer næsten med garanti til at spille Champions League næste sæson

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
27.02.2020 Kl. 15:21
Manchester City vil formentligt kunne spille Champions League-fodbold næste år, uanset hvad resultatet af klubbens appelsag måtte blive i fremtiden.

Manchester City er principielt udelukket fra næste års Champions League-turnering, eftersom UEFA idømte klubben to sæsoners karantæne fra europæiske klubturneringer.

Det er efterhånden old news, og som udgangspunkt betyder det, at femtepladsen i Premier League-tabellen bliver adgangsgivende til Champions League, såfrem Manchester City slutter i top fire.

Men der er rigtig god chance for, at Manchester City fortsat kommer til at spille i Champions League næste sæson, for mængden af beviser for og imod klubbens skyld er angiveligt så omfangsrige, at appelsagen kommer til at tage LANG tid.

Det mener David Seligman, en advokat fra firmaet Brandsmiths, der specialiserer sig i sportslovgivning og har masser erfaring med sager hos Den Internationale Sportsdomstol.

– CAS, Den Internationale Sportsdomstol, er ret flydende med, hvordan den håndterer sager. De kan få dem overstået hurtigt eller langsomt, men når City appellerer, så kommer CAS til at udskyde karantænen, indtil der vil komme en afgørelse på appel, siger Seligman til The Athletic.

Den Internationale Sportsdomstol kunne onsdag afsløre, at man nu havde modtaget en appel fra Manchester City, bekræfter The Guardian, der også skriver, at The Citizens faktisk er i stand til at spille Champions League næste sæson, så længe sagen står på.

Og den vil blive trukket i langdrag, mener Seligman.

– City vil kunne trække sagen ud, for disse sager tager lang tid, der er mange dokumeter og masser vidner. Den kommer til at vare til et godt stykke inde i næste sæson, når næste års Champions League-turnering er gået i gang, siger Seligman, der ville være overrasket, hvis ikke The Citizens faktisk er med i næste års turnering.

Det er altså ikke ensbetydende med, at Manchester City er blevet frifundet. Når appelsagen når sin afgørelse, kan der ske det, at UEFAs dom bliver stadfæstet, hvormed de to sæsoners karantæne træder i kraft.  Det sker bare næppe inden næste års turnering, men i stedet for 2021/22 og 2022/23-sæsonerne.

Der kan også ske det, at Manchester City bliver frifundet, men det virker ikke til at være afgørende for, om de kommer til at spille Champions League næste sæson eller ej.  Det er der lige nu gode chancer for, at de gør, hvis man skal tro David Seligman, der dog ikke kan forestille sig, at The Citizens slipper helt uden straf.

– Jeg tror, City får karantæne, men at den bliver sænket til en sæson, siger sportsadvokaten.

Det lyder ikke usandsynligt, at Manchester City kan "trække" appelsagen i langdrag. Chelsea fik sin appelsag behandlet hos CAS efter at være blevet idømt transferkarantæne i februar 2019. 

The Blues blev først frikendt i december 2019, 10 måneder senere, og her var det altså i klubbens interesse at få sagen behandlet hurtigt –  hvor det her er det modsatte med Manchester City.

Annonce