Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Trods godkendt indsats: Canada uden udbytte i første VM-kamp i 36 år

Af Emil Plovgaard
23.11.2022 Kl. 20:56
Canadierne leverede en fornem indsats ved VM-slutrunde.

Canada overraskede positivt i onsdagens kamp mod kampens forhåndsfavoritter fra Belgien.

Det skulle nemlig vise sig, at Canada skulle blive en ganske tung byrde for Roberto Martinez' mandskab, der dog alligevel sejrede med 1-0.

Allerede efter 11 minutters spil kunne canadierne sensationelt have bragt sig foran.

De fik nemlig en gylden mulighed i form af et straffespark, men FC Bayern Münchens Alphonso Davies formåede ikke at eksekvere sparket fra ellevemeterpletten.

Trods et godt canadisk modsvar, så var det belgierne, der stod for kampens første mål.

Kort før pause gjorde den tidligere Chelsea-spiller Michy Batshuayi det til 1-0 på et fremragende oplæg af Toby Alderweireld.

Noget atypisk, blev der kun lagt fem minutter til den ordinære tid i anden halvleg. Tendensen har ellers været anderledes ved denne VM-slutrunde.

Flere mål kom der ikke i løbet af kampen, og dermed får Belgien de tiltrængte tre point, der luner gevaldigt, når man tager de øvrige holds pointtab in mente.

Det er første gang i 36 år, at Canada har kvalificeret sig til en VM-slutrunde.

De to øvrige lande i gruppe F, nemlig Marokko og Kroatien, spillede tidligere på dagen 0-0 mod hinanden.

Annonce