Trods Championship-interesse: West Ham vil ikke slippe angriber
Eftersom West Ham har besluttet sig for at droppe den lange jagt på Brentford-angriberen Scott Hogan, der ligner en mand, der er på vej til Aston Villa, bliver det ikke til nogen lejeaftale væk fra det østlige London for unge Ashley Fletcher.
Der var ellers interesse fra The Championship for den tidligere Manchester United-spiller.
Daily Mail skriver, at blandt andre Leeds United var interesseret i at leje 21-årige Ashley Fletcher, men at klubben med hjemmebane på Elland Road er blevet fortalt, at det ikke bliver muligt at leje Fletcher.
Fletcher har ellers blot startet to Premier League-kampe i denne sæson og i sidste uge skrev Daily Mail, at spilleren var åben for at blive udlejet.
I sidste sæson var Fletcher udlejet fra Manchester United til det daværende League One-mandskab Barnsley. Her nød han stor succes og var med til at sikre oprykning for klubben, der nu ligger på en syvendeplads i Championship.