Trods aflysning: AGF bekræfter ny transfer
Tidligere på dagen kom det frem, at Superliga-premieren mellem AGF og OB er blevet aflyst på grund af det voldsomme, men nu vinker klubben fra Smilets By så farvel til en spiller i truppen.
Hobro IK har sikret sig den 19-årige midtbanespiller Lukas Falk, der skifter fra AGFs U19-hold til Betinia Liga-klubben på en lang aftale.
Den unge midtbanespiller Lukas Falk forlader AGF og fortsætter karrieren i Hobro IK, som har skrevet kontrakt med talentet frem til sommeren 2028. Det oplyser Hobro IK i en pressemeddelelse.
Falk har i de seneste uger været på prøve i Hobro, hvor han har trænet med førsteholdstruppen. Opholdet har nu resulteret i en fast aftale mellem parterne.
Hobro IK: Falk har imponeret til træning
Hobros sportschef Lars Justesen er begejstret for tilgangen og peger på flere af Falks styrker.
– Vi har haft mulighed for at se Lukas an, og han har imponeret os med sin kølighed på bolden, sit gode overblik og sin arbejdsindsats.
– Lukas er en dynamisk midtbanespiller, der kan bidrage med flere facetter til vores hold. Selvom han stadig er ung, spiller han med stort mod og stor selvtillid. Jeg er sikker på, at vi sammen kan forløse det potentiale, Lukas besidder, siger Lars Justesen i pressemeddelelsen.
Snusede til førsteholdet i AGF
I 2025 fik Lukas Falk mulighed for at træne med AGFs førstehold, hvor han deltog i flere træningspas. Midtbanespilleren nåede dog aldrig at få sin debut i Superligaen for aarhusianerne.
Hos Hobro IK bliver Falk nu en del af førsteholdstruppen, og klubben oplyser samtidig, at han var med i den trup, der mandag rejste på træningslejr.
Snevejret skaber kaos i Superligaen, og nu går det også ud over Brøndby. Læs mere her.


















