Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Triste beskeder viser: Sala ønskede ikke sit tragiske skifte til Cardiff

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
23.05.2019 Kl. 06:38
I en ny fransk dokumentar er det kommet frem, at Emiliano Sala slet ikke ønskede skiftet til Cardiff, som indirekte endte med at koste ham livet i et flystyrt.

Emiliano Sala havde været i live i dag,  hvis skiftet mellem Nantes og Cardiff aldrig var gået igennem.

Derfor gør det ekstra ondt at læse den nu afdøde argentinske angribers beskeder fra inden skiftet, som klart og tydeligt viser, at han slet ikke ønskede at komme til Cardiff.

Det er nu fire måneder siden, at han og piloten David Ibbotson omkom i et flystyrt over Den Engelske Kanal,  men i går udkom den franske dokumentar L'Equipe Enquete,  hvori en nær ven af Sala giver et indblik i angriberens tanker om skiftet.

– De har forhandlet og ønsker at sælge mig. Der kom et tilbud fra Cardiff i dag.  De har tilbudt mange penge, så Nantes vil virkelig gerne have, at jeg skifter,  skrev Sala til sin ven via WhatsApp.

– Jeg er ikke bange for at skifte dertil. Jeg har kæmpet hele min karriere, så endnu en kamp skræmmer mig ikke. Tværtimod.

Alligevel håbede Sala, at Nantes ville modtage ligeså lukrative tilbud fra andre klubber, så han ikke var nødsaget til at skulle vælge Cardiff.

– Jeg siger til mig selv, at min agent forhåbentligt finder noget bedre mellen nu og slutningen på transfervinduet.  Min agent har hidtil sagt nej til Cardiff, for han ønsker ikke, at jeg skifter dertil, skrev Sala.

– Jeg vil gerne finde noget, som både kontraktmæssigt og fodboldmæssigt er interessant, men man kan ikke altid få det hele.  Omvendt vil jeg ikke snakke med Valdemar Kita (Nantes-ejeren, red),  for jeg ønsker ikke at blive vred.

At dømme ud fra beskederne står det helt klart, at Nantes var ekstremt ivrige efter at sælge Sala til Cardiff,  og det er svært ikke at tolke argentinerens beskeder som om, at han følte sig presset til at skifte.

– Kita giver mig kvalme.  Han ønsker at sælge mig, for han har forhandlet en super god aftale på plads for klubben.  Han får de penge, han vil have, skrev den afdøde angriber.

– Han ønsker, at jeg skifter til Cardiff, men han har ikke engang spurgt mig, hvad jeg ønsker.  Går han kun op i penge?

– Det hele er meget, meget svært, og jeg føler ikke, at der er særligt mange, der ville ønske at stå i mine sko lige nu.

Sala endte med at indgå et skifte til Cardiff for £15 millioner,  men døde få dage efter, da han rejse mellem Frankrig og Wales.

 

Annonce