Trippier fra nedryknings- til mesterskabskamp
På denne tid sidste år var Kieran Trippier og hans Burnley-hold i en vanskelig situation, hvor nedrykningsspøgelset vågede over dem i døgndrift. Derfor var de sidste kampe pressede og altafgørende. Det endte som bekendt med en nedrykning, og selvom det var hårdt, så kan backen tage det med sig i denne sæson, hvor Tottenhams sidste syv kampe også kan betragtes som finaler – blot med henblik på at vinde det engelske mesterskab.
– Fighten er den samme, men selvfølgelig med to vidt forskellige årsager. Sidste år var det en kamp mod nedrykning, og det endte med en ulykkelig slutning. I år er vi med Spurs inde i en god periode, ligger godt til og har stadig syv kampe tilbage.
– Sæsonen har været rigtig god for hele klubben. De sidste syv kampe bliver utrolig spændende, men vi tror alle på det. Som alle siger for tiden, så er samtlige syv kampe cup-finaler, og vi skal tage dem én af gangen. Startende med Liverpool lørdag. Der er intet andet for.
Kieran Trippier startede sin Tottenham-karriere sløjt, men han har fået flere kampe i det nye år, hvor der også er sneget sig flere gode præstationer ind.
– Jeg har fået flere kampe efter jul, og det er dejligt. Men jeg kan ikke gøre andet end at kæmpe for min plads. Kyle Walker er der også, og han gør det rigtig godt. Forhåbentlig kan vi bare hjælpe hinanden med at højne vores niveau, har Trippier fortalt til Spurs TV.