Tre Superliga-spillere på landsholdet?
Hvor mange Superliga-spillere bliver udtaget til det danske landshold klokken 09?
I vores bud på en landsholdstrup i går var der ingen Superliga-spillere blandt de 26 navne, men TV 2-ekspert Morten Bruun har en anden holdning.
Forud for landsholdsudtagelsen er den tidligere landsholdsspiller nemlig kommet med sit bud på, hvordan landsholdstruppen kommer til at se ud.
– Oliver Sørensen har været virkelig god, og Jacob Rasmussen, synes jeg, er den bedste forsvarsspiller i Superligaen. Og det kan jo være, at der er kommer et signal om, at det er muligt for en Superliga-spiller at komme i landsholdstruppen, siger Morten Bruun til TV 2.
Derudover tror han også på, at FC Midtjylland-spilleren Mads Bech Sørensen bliver udtaget som følge af Andreas Christensens skade.
Til sommerens EM-slutrunde var der ikke udtaget nogen spillere fra den hjemlige liga i den danske trup.
Den danske landsholdstrup bliver udtaget klokken 09, og her vil det være midlertidig landstræner Lars Knudsen og Daniel Agger, som præsenterer spillerne til de kommende kampe.
Danmark skal spille mod Schweiz og Serbien i Nations League på hjemmebane i begyndelsen af september.


















