Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Travl sommer: Solskjær har 10 spillere på ønskelisten

Af Pelle Rigtrup
15.06.2019 Kl. 08:45
Ole Gunnar Solskjær har angiveligt 10 spillere på ønskelisten.

Efter en skuffende sæson forventes det, at Manchester United vil gå amok i dette transfervindue, og englænderne har da også allerede sikret sig en enkelt spiller i form af Daniel James. 

Her stopper det dog langt fra, og Ole Gunnar Solskjær håber blandt andet på at hente en højreback, en central forsvarsspiller, en central midtbanespiller samt en angriber. 

Flere spillere er allerede blevet sat i forbindelse med De Røde Djævle, men ifølge Daily Mail har Solskjær lige nu 10 navne på ønskelisten. 

Det første navn på listen er ikke overraskende Aaron Wan-Bissaka fra Crystal Palace. United har angiveligt allerede budt på englænderen, men Palace vil meget nødigt af med ham. 

De Røde Djævle har derfor også en plan b klar i form af Thomas Meunier fra Paris SG. Prisen for ham er lavere, men han fylder også 28 år i september, hvilket ikke just gør ham til fremtidens mand i modsætning til 21-årige Wan-Bissaka. 

I det centrale forsvar er Leicesters Harry Maguire og Inters Milan Skriniar to spillere, som Solskjær meget gerne vil have fat i, men det bliver ikke nogen billig fornøjelse.

På midtbanen har United hele fire spillere i kikkerten i form af Tottenhams Eric Dier, FC Barcelonas Ivan Rakitic, Newcastles Sean Longstaff og Lyons Tanguy Ndombele, mens offensiven kan blive forstærket med enten Benficas Joao Felix eller Lyons Moussa Dembele. 

Tiden må nu vise, om United og Solskjær får held med at lokke én eller flere af ovennævnte spillere til klubben. 

Annonce