Tottenham-profil slipper for militærtjeneste grundet finalesejr
Tottenham har fulgt nøje med i fodboldturneringen ved Asian Games i Indonesien, hvor Son Heung-Min har slået sine folder de seneste par uger, og i dag sikrede Sydkorea sig trofæet ved at vinde 2-1 over Japan.
Og det vil glæde Spurs, da det betyder, at sydkoreaneren nu ikke er tvunget til to års værnepligt, og dermed en tilværelse uden fodbold i samme periode, hvilket ellers er lovpligtigt i landet.
For ud over handicappede og udviklingshæmmede, så fritager man nemlig også de atleter, som har vundet Asian Games, og dermed kan Son altså ånde lettet op.
Såfremt Son ikke havde vundet dagens kamp, ville han skulle være værnepligtig inden han fylder 28, og da kantspilleren er 26, var dagens kamp af kæmpe betydning for den nære fremtid.
Tidligere har Mauricio Pochettino da også udtalt, at det var noget, som gik ham på.
– Det er noget, som vi snakker meget om. Han var bekymret, og han ville vinde og selvfølgelig undgå værnepligt, lød det fra Tottenham-manageren ifølge The Evening Standard.
Son har ellers tidligere haft muligheden for at undgå værnepligten, da medaljer ved OL i 2016 havde været nok. På daværende tidspunkt brændte selvsamme Son dog en stor chance i de afgørende minutter mod Honduras i kvarfinalen, som endte 1-0.
Dengang var der forlødenheder om, at Son låste sig inde på sit værelse i de efterfølgende dage og nægtede at hverken spise eller drikke, men disse bekymringer er altså nu forsvundet.