Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tottenham-profil: Håber Eriksen er i klubben næste sæson

Af Morten Bruun Jørgensen
10.06.2019 Kl. 17:56
Jan Vertonghen håber, at Christian Eriksen bliver i klubben, selvom danskeren er klar til at komme videre i karrieren.

– Jeg føler, at jeg er et sted i karrieren, hvor jeg gerne vil prøve noget nyt.

Sådan lød ordene i sidste uge fra Christian Eriksen, og da den danske midtbanespiller har kontraktudløb næste sommer, er der blevet kastet brænde på det bål, der sender ham væk fra Tottenham i sommerens transfervindue.

Både Real Madrid og Manchester United står angiveligt klar i kulissen, men hvis det står til Jan Vertonghen, skal Christian Eriksen blive i Tottenham.

– Christian er en god spiller. Jeg har kendt ham, siden han var 16, og jeg har spillet med ham, siden han var 16 eller 17. Jeg håber, han er hos Tottenham i næste sæson. Han er en exceptionel spiller, fortæller Jan Vertonghen – som hæfter sig ved, at Tottenham holdt fast i alle nøglespillere sidste sommer – til Sky Sports.

– Selvfølgelig er der mange rygter, når transfervinduet åbner, men der var også rygter sidste år, og alle forblev sammen, så jeg er forhåbningsfuld.

Jan Vertonghen og Christian Eriksen har spillet sammen i en række sæsoner efterhånden. De har således både været holdkammerater i Ajax og Tottenham.

Annonce