Tottenham-midterforsvarer vil væk
24-årige Kevin Wimmer fik ikke nogen stor rolle hos Tottenham i sidste sæson og fik blot fire ligakampe – dette til trods for, at Mauricio Pochettino flere gange spillede med tre centrale forsvarsspillere.
Den østrigske landsholdsspiller kom til Tottenham fra Bundesliga-mandskabet Köln tilbage i 2015 og blev belønnet med en ny kontrakt sidste sommer efter en lovende debutsæson i Premier League.
Nu vil han væk fra Tottenham.
– Den anden sæson gik ikke, som jeg havde håbet. Jeg ville gerne have haft mere spilletid. Jeg er 24 år og det er nu, det er vigtigt at få spilletid og ikke kun træne med holdet og så se kampene fra bænken, fortæller Wimmer til mediet Laola1.
– I de næste dage og uger er det største fokus på, hvilke tilbud jeg får. Vi kigger os omkring. Det er det rette tidspunkt til at kigge efter et sted, hvor chancen for spilletid er større. Vi har allerede gjort det klart overfor dem (Tottenham, red.), at vi leder efter noget nyt.
Wimmer fortalte for nyligt, at han gerne vil blive i Premier League.