Tottenham kan overveje Luke Shaw
Tottenham er ifølge the Evening Standard parate til at byde på Luke Shaw, hvis ikke det lykkes for Spurs at lokke Fabio Coentrao til White Hart Lane.
Southamptons unge stjerneskud er blevet kædet sammen med alverdens storklubber efter sit gennembrud på St. Marys i sidste sæson. Shaw betegnes som et af Englands mest lysende talenter, og bliver oftest rygtet til Chelsea og Manchester United for tiden.
Tottenham er den seneste klub i rækken, der er kædet sammen med Shaw. London-klubben er på trods af et meget aktivt transfervindue i sommers ikke tilfredse med situationen på venstre back, hvor Danny Rose er den eneste naturlige spiller til pladsen. Det har fået Tottenham til at jagte en venstre back.
Her er transfermålet i første omgang Fabio Coentrao, der er på kontrakt i Real Madrid, hvor det dog ikke er blevet til meget spilletid siden sit skifte fra Benfica i 2011. Det har fået Andre Villas-Boas til at jagte portugiseren.
Men hvis ikke det lykkes Tottenham at hente Coentrao, kan de i stedet gå efter Luke Shaw, der ikke vil blive solgt for mindre end £10 millioner.
Hvis Spurs henter Shaw, vil det ikke være første gang, at de henter en talentfuld venstre back i Southampton. Tilbage i 2007 købte Tottenham Gareth Bale hos Southampton.