Tottenham handler igen: Norsk komet er på vej
Tottenham er den Premier League-klub, der har været mest aktiv i januars transfervindue indtil videre. Men det betyder ikke, at London-mandskabet er færdig med at handle.
For nu kan den belgiske avis Het Laatste Nieuws fortælle, at Tottenham forhandler med Club Brügge i øjeblikket.
Forhandlingerne mellem de to klubber er allerede langt, og det ser ud til, at Antonio Nusa kommer til Tottenham. I første omgang vil han dog blive lejet tilbage til den belgiske klub resten af sæsonen.
Parterne ser ud til at være tæt på enige om prisen, som lyder på 224 millioner kroner. Derudover kan den blive endnu højere, hvis diverse bonusser opfyldes.
I sommerens transfervindue bød Chelsea et tilsvarende beløb på Nusa. Buddet faldt dog først på den sidste dag, og nordmanden besluttede sig for at blive i Club Brügge.
Også Arsenal og Liverpool har ifølge avisen vist interesse for den norske landsholdsspiller.
18-årige Nusa er i gang med sin tredje sæson hos Club Brügge, og han har ikke lagt skjul på, hvad han drømmer om.
– Den bedste og smukkeste turnering i verden, sagde Nusa for nylig om Premier League.
Teenageren har i denne sæson fået et mindre gennembrud for Club Brügge. Derudover har han også fået fire landskampe for Norge.
Generelt beskrives han som et virkelig stort talent, hvorfor prisen også allerede er så høj.
Læs flere Tottenham-nyheder her.