Top 8: De mest alsidige spillere i Premier League
Fodboldspillet udvikler sig, og der findes i højere grad flere og flere meget alsidige spillere, og i Premier League er der flere eksempler på alsidige spillere. TalkSPORT har rangeret de otte mest alsidige spillere.
8. Emre Can (Liverpool)
Can har sine kritikere, men han er alligevel blevet en vigtig spiller for Jürgen Klopp. Han har spillet på den centrale midtbane i denne sæson, men han har før vist, at han også har evner i forsvaret – specielt i midterforsvaret. Og han foretrækker angiveligt at spille her, hvilket skulle være skyld i problemerne omkring en ny kontrakt med Liverpool ifølge the Guardian.
7. Daley Blind (Manchester United)
Uanset om det er som midterforsvarer, venstre back eller som central midtbanespiller, leverer han stabile præstationer. Han har gjort det fornuftigt som venstre back i denne sæson, og han vil være en god breddespiller på grund af sin alsidighed.
6. Victor Moses (Chelsea)
Ingen havde forestillet sig, at den 26-årige nigerianer ville spille en nøglerolle for Chelsea i denne sæson. Men han har skiftet position fra kantspiller til wingback med stor succes, og Antonio Conte ville formentlig heller ikke tøve med at bruge ham som højre back i en bagkæde bestående af fire spillere.
5. Michail Antonio (West Ham)
Antonio har spillet mange forskellige positioner for West Ham, at det er svært at sige, hvilken der er hans favorit. Han kan spille på begge sider i både forsvaret og på midtbanen, og han har også spillet som angriber. Han er West Hams topscorer i denne sæson, og de har savnet ham meget, siden han blev skadet i midten af april.
4. James Milner (Liverpool)
Man får følelsen af, at hvis Jürgen Klopp bad Milner om at stå på mål, at han så ville gøre det. Den 31-årige er en forrygende holdspiller, som udfylder enhver position han bliver bedt om. Han har gjort positionen som venstre back til sin egen hos Liverpool i denne sæson.
3. Phil Jones (Manchester United)
Jones har altid været en fleksibel spiller for Manchester United. Siden han kom til klubben i 2011, har han spillet i midterforsvaret, højre back og på midtbanen. Han har tidligere udtalt, at han er glad for at spille på alle positioner, og det var angiveligt også hans alsidighed, der gjorde, at han ikke blev solgt i José Mourinhos første transfervindue som United-manager.
2. Cesar Azpilicueta (Chelsea)
Azpilicueta kan spille overalt i bagkæden, og han får sjældent den opmærksomhed, han fortjener. Denne sæson har været hans bedste i Chelsea-trøjen, men alligevel blev han forbigået til Årets Hold. I denne sæson er han faktisk den spiller med flest afleveringer i Premier League.
1. Eric Dier (Tottenham)
Dier er blevet lidt af en publikumsyndling blandt Tottenham-fansene. Han har mest spillet i midterforsvaret i denne sæson, men han har også gjort sig på den centrale midtbane, og tidligere har han spillet højre back både for Tottenham og Sporting Lissabon.