Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Top 5: De mest interessante danskere for Premier League-klubberne

Af Morten Bruun Jørgensen
20.05.2018 Kl. 21:07
Hvilke danskere er egentlig mest interessante for Premier League-klubberne i øjeblikket? Vi har vurderet situationen.

Der har i den forgangne sæson været otte danskere i aktion i Premier League, og til næste sæson kommer Kenneth Zohore også til at spille i Premier League med Cardiff, men vi drømmer om at få endnu flere danskere til den bedste, engelske liga.

Vi har derfor taget et kig rundt på de mange europæiske ligaer, hvor de danske spillere optræder, og ud fra dem har vi fundet fem spillere, som i løbet af sommerens transfervindue måske kan havne på blokken i en eller flere Premier League-klubber.

Spillerne er rangeret efter størst sandsynlighed for at være på radaren hos en klub i Premier League.

5. Nicolai Jørgensen (Feyenoord)

Den danske landsholdsangriber var i januar sat i forbindelse med et skifte til Newcastle, men i sidste ende blev handlen ikke til noget, og i stedet er han fortsat tilværelsen i hollandske Feyenoord. Efter to år i den hollandske storklub kan det dog blive tid til at søge videre i sommerens transfervindue. Den forgangne sæson har ikke været på niveau med Nicolai Jørgensens første sæson i klubben, men han har bevist sit værd, og det har været nok for Newcastle, så kan det også være tilpas for andre klubber. Samtidig vil VM-slutrunden være et stort udstillingsvindue for den tidligere FC København-angriber. Sandsynligheden for, at han er på blokken hos en eller flere Premier League-klubber er bestemt til stede. De kommende måneder vil nu vise, om han også er at finde i den bedste engelske liga til næste sæson.

4. Andreas Bjelland (Brentford)

Han var fast mand på Brentfords mandskab i store dele af sæsonen, men mod slutningen mistede han sin plads på holdet, da det blev gjort klart, at han ikke ønsker at forlænge sin kontrakt med London-klubben. Derfor kan han kvit og frit forlade klubben i løbet af sommerens transfervindue, og han har ifølge BT et ønske om at prøve sig af i Premier League i fremtiden. Den drøm kan blive til virkelig snart, for der er en mulighed for, at den boldsikre midterforsvarer er et emne hos en Premier League-klub. Andreas Bjelland fylder 30 år i løbet af sommeren, og det kan skræmme nogle klubber væk, men omvendt kan han hentes helt gratis.

3. Jannik Vestergaard (Gladbach)

Der er mange dygtige danske midterforsvarere i øjeblikket, og Jannik Vestergaard er én af dem. Den 25-årige forsvarsspiller tog tidligt afsted til udlandet, og i Tyskland har han fået stablet en flot karriere på benene i først Hoffeheim og sidenhen Werder Bremen og Gladbach. Han har gennem flere sæsoner leveret på et godt niveau i Bundesligaen, og han er med sin fysik og store hovedstødsstyrke prototypen på en Premier League-forsvarer. Han er langsom i sine vendinger, og hans boldsikkerhed er ikke imponerende, men han har nogle kvaliteter, som der vil blive sat pris på i England. Han har fortsat tre år tilbage af kontrakten med Gladbach, men tyskerne vil ikke kunne afvise, hvis der skulle komme en Premier League-klub med et stort bud. Tiden må vise, om der er nogen, der vil have fat i den 199 centimeter høje dansker.

2. Pione Sisto (Celta Vigo)

Det har været op og ned med Pione Sisto i denne sæson. Han havde et forrygende efterår i Celta Vigo, men i foråret er hans præstationer blegnet, men alligevel er han en spiller, som der bliver kigget på i Premier League. Der har flere gange været rygter om, at Southampton er interesserede i den danske landsholdsspiller, og disse rygter kan meget vel blive til virkelighed i sommerens transfervindue. Pione Sisto har de kvaliteter, som Southampton har efterspurgt hos sine kantspillere i de seneste år, og den tidligere FC Midtjylland-profil er fortsat en spiller, der har udviklingspotentiale. Der er en god sandsynlighed for, at der vil være bud efter ham fra Premier League, men det er ikke sikkert, at Celta Vigo ønsker at give slip på ham.

1. Thomas Delaney (Werder Bremen)

I Werder Bremen ønsker man heller ikke at miste Thomas Delaney, men ifølge Ekstra Bladet vil den tyske Bundesliga-klub sælge ham for mindst 165 millioner kroner. Det er en pris, som ikke vil afskrække de rige Premier League-klubber, og der vil med stor sandsynlighed også være interesse for midtbanespilleren. Everton og senest Brighton er blevet meldt interesserede i Werder Bremen-spilleren, og der er noget, der tyder på, at vi kan få Thomas Delaney at se i Premier League i næste sæson.

Annonce